UNIK Børnefodbold for børn med særlige behov
Fra januar 2024 tilbyder Jægersborg Boldklub ungdomsfodbold for børn med særlige behov. Det gælder eksempelvis autisme, ADHD og andre diagnoser.
Unik Børnefodbold er for alle børn mellem 5 og 16 år, med særlige behov.
Erfaringerne bygger på et meget succesfuldt forløb med klubbens såkaldte CP-hold. Holdet lagde fra land i 2013 som et tilbud til unge fodboldspillere med cerebral parese, men er med tiden blevet til et specialhold for unge med særlige behov af forskellig karakter.
Jægersborg Boldklubs specialhold bygger på en tro på, at alle børn og unge har brug for positive fællesskaber. Og at holdsport meget ofte er vejen til både bedre motorik og udvikling af sociale og menneskelige kompetencer. Til træningen i JB UNIK skruer vi lidt ned for tempoet og markant op for trygheden, nærværet og rummeligheden.
Kontakt trænerne på holdet eller skriv til os på kontoret@jb-bold.dk for at høre mere og/eller aftale en eller flere prøvetræninger.